Danmarks ældste sejlførende træskib "Jensine" er ved at
blive klargjort til sommerens togter. Rejseliv var med på det
sidste togt i fjor.
Af Kristine Wilkens
"Hiv - kom så!"'
Den gamle dame Jensine er klar til nye togter i sommer
Foto: Niels FriisTo mænd i bagbord side af skibet lægger hele vægten i det tunge
tov. Armmusklerne spændes, og den bløde hud på indersiden af
hænderne brænder.
"Kom på kloen hold igen på piggen og kom nu på kloen!"
Skippers stemme brager igennem med ord, der for nogle er nye og
uforståelige. I styrbord side kæmper to andre mænd med endnu et
fald til sejlet. For hvert ryk folder det hvide storsejl sig
langsomt ud og når til tops. Og mens besætningen puster ud på
dækket, tager vinden fat i det 95 kvadratmeter store sejl, og fører
den gamle jagt i en rolig vuggende rytme hen over bølgerne.
Danmarks ældste sejlførende træskib kan endnu.
"Jensine", som den gamle dame hedder, er fra 1852 og på et af sine
sidste togter i dette århundrede. Inden længe går de danske både i
hi for vinteren, men denne weekend i september er der
sommerstemning. De korte bukser og kjoler er igen fundet frem, og
det samme er sejlbådene.
Fredag eftermiddag lægger "Jensine" fra kaj i Haderslev, hvor
skibet har hjemme. Vi er 15 ombord. Klar til en weekend i Danmarks
farvande.
Her har den 54 fod lange jagt sejlet siden midten af forrige
århundrede. Indtil 1918 sejlede skibet under navnet "De Syv
Søskende" og fungerede indtil 1960 som fragtskib.
I 1970 fandt en flok søspejdere en noget forfalden "Jensine" i
Kalkbrænderihavnen i København og købte skibet af en marskandiser
for 10.000 kroner. Skibslaget Jensine blev født, og det er
medlemmer af denne forening, der i dag sejler med "Jensine".
Foreningen har omkring 150 medlemmer, og de har i foråret samt
efteråret mulighed for at sejle i weekenderne, mens der i skolernes
sommerferie arrangeres ugetogter.
Vi har sat kursen
mod den lille idylliske ø Lyø. Jensine sejler ned gennem
Lillebælt med Fyn på bagbord side og Als til styrbord. Aftensmaden
og rødvinen nyder vi på dækket, mens solen bliver rød og forsvinder
i havet. Der fyldes lampeolie på lanternerne, som snart lyser i
hver sin side samt den hvide agterude. Denne
Skipper Thorbjørn Kristensen har været med i skibslaget
Jensine siden 70erne. Foto: Kristine Wilkens
klare aften skinner de om kap med himlens lanterner.
Ved 21-tiden kaster vi anker ud for Lyø. På fire meters dybde går
den rustrøde ankerkæde til bunds. Et sølvligt boblende skær blinker
som små iskrystaller, da kæden bryder den rolige havoverflade. Der
er morild i havet.
Frisk havluft giver energi, men tapper en for det samme. Søvnen
kommer snigende, og lidt efter lidt går vi til køjs. Under dækket
er der en lille kabys med gaskomfur, et toilet, der med årene er
blevet mere og mere moderne, så der i dag er træk og slip, et lille
vaskerum samt et soverum, hvor der er plads til 10-14 personer -
alt efter hvor tæt man vil sove!
Skibet vugger blidt fra side til side, og vandet klukker sagte mod
skroget. Det er dejligt at falde i søvn på denne måde. Ingen larm
fra bilerne på land kun bommen, der vrikker mod masten og ind
imellem knager en smule. En lyd, der sikkert ville irritere, hvis
man skulle sove i sin seng på land. Men her hører den sig til, på
samme måde som duften af tjære fra de gamle planker gør det.
Søvnen slipper
sit tag, da lyden af raslende grydelåg og duften af frisk kaffe
finder vej fra kabyssen og ind under dynerne. Den morgenfriske del
af besætningen er ved at gøre klar til endnu en dag på havet. Så
inden klokken har passeret 9.30, er det tunge anker hevet
indenbords, og sejlene er sat. Vi vugger igen derud af. Denne gang
med kurs mod Ærø.
Skibets besætning denne weekend består af børn, unge og voksne. Og
lige som aldersspredningen er stor, er der stor forskel på, hvor
meget folk har sejlet.
Elise Schourup kender "Jensine" godt. Hun er gift med denne
weekends skipper, Torbjørn Kristensen, og de to var med til at
restaurere jagten i midten af 1970erne. Siden har de stort set
hvert år pakket taskerne og gået ombord på "Jensine" i en uge i
deres sommerferie samt i weekender i foråret og efteråret.
"Når man sejler slipper man alt derhjemme. Det er en total
afkobling. At se vandet og være i sejladsen, det er dejligt. rigtig
rigtig dejligt. På vandet tager man det hele, som det kommer. Der
er en dejlig ro og rytme. Det kan tage lang tid at sejle små
strækninger, men man kan ikke gøre andet. Du er bare i det,"
fortæller Elise Schourup.
Parret har tre piger, der i dag er 13, 16 og 18. De har alle været
med fra de var helt små.
"Der var meget at se til. Dengang var der ikke toilet og rindende
vand. Det var hårdt, når vejret var dårligt. At få ble, regntøj og
redningsvest på, op på dækket inden de så skulle tisse og ned igen.
Det stiller store krav til forældrene i dårligt vejr, men det var
hyggeligt alligevel. Man lærer at leve med det, og det var en
dejlig ting for børnene. De kunne lege på skibet," siger Elise
Schourup.
Det har altid passet familien godt, at skibet er ejet af en
forening. På den måde har de ikke følt sig bundet af at skulle
sejle hele sommeren.
"Det er mig i familien, der har mest lyst til at sejle. Hvis
Elise havde lige så meget lyst til at sejle, havde vi måske
selv båd. Det er også derfor, vi ikke har sejlet verden rundt men
kørt rundt. Det er et kompromis," siger Torbjørn Kristensen.
Han sidder
i agterstavnen ved det store blank-lakerede ror. Den uddannede
bådbygger med den gyldne ravklump i lædersnoren om halsen. Ansigtet
med det rødblonde fuldskæg og den naturlige kulør, som man kun kan
få af frisk havluft, udstråler ro og overblik.
"Det er et gammelt skib, og det er en udfordring at få det til at
sejle. Det er store kræfter, der arbejder," siger Torbjørn
Kristensen og rejser sig for at se, om sejlene står rigtigt.
Han nyder at lege med de nye sejl, der er større end de gamle og
derfor kan give mere fart, hvis man sejler skibet på den rigtige
måde. Det er en balancegang og et meget fintfølende arbejde at
finde den optimale måde at sejle på, fortæller skipperen.
Med vinden imod krydser "Jensine" sig frem.
I forstavnen sidder Lærke på knæ, mens overkroppen hænger ud over
rælingen. Den 6-årige pige vil smage på bølgerne. Dem kan hun bedst
lide, selvom det også var dem, der i starten gjorde, at hun troede,
vi væltede.
Lærke og hendes lillesøster Maj på tre år er sammen med sin mor og
far ude at sejle med "Jensine" for første gang. Det er farmand
Thomas Nielsen, der har skubbet på. Han har altid haft en drøm om
at sejle.
"På boreplatformen (hvor Thomas Nielsen arbejder, red.) oplever
jeg mødet mellem naturen og mennesket. Den der jernting i vandet,
som egentlig ikke hører til dér, men som bare er der. Bølgerne, som
slår imod hvert minut…hele tiden, og den bliver stående. Man er i
kontakt med vandet hele tiden, og jeg har oplevet nogle morgener og
aftener, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg har det bare
bedst ved vandet, men jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg er ikke
vokset op ved vandet," fortæller Thomas Nielsen.
Lidt før klokken
19.00 tøffer vi ind i havnen i Ærøskøbing. Vi spiser oksesteg på
dækket, og da opvasken er væk, går vi i land og nyder det milde
aftenvejr i Ærøskøbings små hyggelige gader. Selvom alle ikke altid
kender hinanden på forhånd, opstår der hurtigt et godt socialt
fællesskab. Det er næsten også nødvendigt, når så mange mennesker
skal gå op og ned ad hinanden i flere dage. For Inge Larsen, der
også var på togt med "Jensine" sidste år, er det en helt speciel
oplevelse at være sammen med så mange nye mennesker.
"Der opstår en eller anden stemning. Vi kunne også være samlet i
et hus, men på et skib kan du ikke komme væk. Her må du gøre en
indsats selv. Når man så føler, at alt går op i en højere enhed,
hvor alle snakker med alle, så er det dejligt," fortæller Inge
Larsen, da vi dagen efter er på vej tilbage til Haderslev.
Vi har vinden ind agter, og har derfor sat bredfokken. Et
vikingeskibslignende sejl, der benyttes, når vinden kommer ind
bagfra. Der er søndagsstemning på dækket. Folk slænger sig på
madrasserne, der er kommet op fra kahytten. Der bliver læst bøger,
aviser og dameblade.
Roen har for alvor spredt sig i kroppen. Vinden blafrer i håret,
solen luner og sætter sine spor i ansigtet. Læberne smager af salt
fra de friske bølger, der ind imellem finder vej op over rælingen.
Bare det aldrig blev mandag igen.
Besætningen ombord er i alle aldre. Maj på tre år er med
Jensine for første gang.
Foto: Kristine Wilkens
2. december 2010, Administrator