Første gang du er på ferietogt med "Jensine".
Når dit medlemskab og din togttilmelding er i orden, får du et
mødetidspunkt i en eller anden havn. Husk kvittering for kontingent
og togtgebyr. Det er den enkeltes eget ansvar at være forsikret mod
uheld under ferieturen. Vel ankommet til havnen (industrihavnen -
ikke sejlklubbens havn ) skal du finde "Jensine". Se efter et
"stort" gammelt sejlskib med én mast, og en skrå pind (en rå ) på
tværs oppe i masten. Dannebrog vajer fra bagenden (hækken).
Ankomst
. Hvis det "gamle" hold endnu er om bord, så bliv på kajen med din
køjesæk (bagage), indtil skibet er helt ryddet for bagage og folk,
og du tydeligt har fået at vide, at det er i orden at gå ombord.
Det er vigtigt ikke at sammenblande bagagen fra de to hold. Tænk på
at det "gamle" hold har krav på fred, indtil skibet er klargjort.
Det vil du selv påskønne ugen efter. Når I er blevet budt velkommen
af skipperen og har fundet en køje, bliver et hold sendt i byen for
at købe ind (proviantere). Ligeledes undersøges beholdningerne af
diesel, petroleum, flaskegas og vand, og nogle af jer bliver
udvalgt (udstukket) til at fylde beholdningerne op.
Arbejdshold.
Dagligdagen ombord er baseret på, at man deles om de opgaver, der
skal klares. Som eksempler kan nævnes: Lægge fra kaj, styre (bare
rolig, skipperen underviser dig), sætte sejl, holde udkig, lægge
til kaj, rengøring, daglige rutiner, madlavning, opvask
(bakstørn),der ligesom indkøb bedst udføres af næste dags madhold,
der således får tjek på beholdningerne.
Ansvar.
Besætningen inddeles i arbejdshold, og enhver er ansvarlig for den
opgave, man har fået tildelt, men i alle forhold omkring skib og
besætningens sikkerhed er skipperen den ansvarlige, og hans
afgørelser står ikke til debat, men skal straks udføres. (Spørg,
hvis du er i tvivl om, hvad der menes.) Det lyder diktatorisk, men
betyder blot, at kun èn kan bestemme "om man skal køre i højre
side, venstre side eller midt på vejen".