Siden en gang tilbage først i 80-erne, har vi i KM Band ofte
spurgt kassereren, om vi ikke snart havde nok på kontoen til en
sommertur for bandet. Dengang hyrede vi det gode "skib" Riberhus
for en aftentur på Ribe å til Restaurant Kammerslusen, hvor nogen
hævder, vi forgreb os på læskedrikkene. For uindviede bør jeg
nævne, at Riberhus var det til dato mest klodsede og kluntede, der
nogensinde var blevet designet til at færdes i et vådt element.
Derfor flygtede alle marskens køer langt væk, da vi møvede ud ad
åen med fuld musik! Vi havde da vist også vore koner og mænd med
dengang.
Efter mange års vedvarende pres, måtte kassereren til sidst
modvilligt indrømme, at der måske kunne blive råd til en lille
sommerudflugt. Vore bedre halvdele måtte nok blive hjemme, sagde
han, hvorefter han hurtigt tilføjede, at Riberhus ikke sejlede på
åen længere!
Tilfældigvis vidste et par musikere, at der i Haderslev ligger et
rigtigt skib, der ikke havde noget at lave mandag den 31. maj. En
aftale blev indgået bag kassererens ryg, og sommerturen var reddet!
En tur på fjorden med Jensine! En bus til 15 mand med instrumenter
samt fast og flydende blev bestilt, hvorefter vejret op imod
mandagen kun blev bedre og bedre.
Uden umådeholden adfærd ankom vi til Haderslev Havn, hvor Jensine
og Torbjørn begge i fin form tog imod os. Solen skinnede, en laber
brise bar derudad og alle blev vi en kende overstadige. Det gav sig
udslag i en typisk musiker-adfærd: instrumenterne blev i hast
pakket ud, og rundt omkrig på Jensines dæk sås en godt brugt
trommeslager, en svedende saxofonist, en dybt koncentreret tubaist
og flere småkuldrede trompetister og basunister. En sådan
"koncertopstilling" er ikke set før og bliver ikke set siden!.
Torbjørn vidste ikke rigtig, hvordan han skulle se ud. Ænder kender
ikke "On The Sunny Side Of The Street" (eller også gør de!), for de
fløj over hals og hoved ud ad fjorden. Desværre spillede vi senere
ude på fjorden , så de vendte lige så skyndsomt tilbage til
havnen!
På filurlig vis lykkedes det Torbjørn at abstrahere fra det netop
passerede og med en knivskarp manøvre bragtes Jensine fra kaj med
et elegant svaj. Efter denne genistreg, måtte besætningens nerver
dulmes med en pils og dram (Torbjørn deltog modvilligt i denne
øvelse!). Hvad der for os lød som hul trampen fra 80 vilde heste,
viste sig at være nogle flere af slagsen, der dog på enhver måde
adlød skippers mindste forgodtbefindende, så Jensine tilfreds
småbrummede gled østpå, mens solen fortrak vestpå!
Vel fra land viste det sig, at en blind passager havde sneget sig
ombord. En vis hr. Gerken havde set sit snit til at lunte med i
kølvandet på såvel Jensine som Lene. Som straf blev han straks sat
i arbejde af skipper, der med kyndig mine og umisforståelige ordrer
viste os andre landkrabber, hvorledes en sådan mandsperson
håndteres på et gammelt sejlførende skib. Ingen af os ønsker
nogensinde at blive udsat for denne behandling!
Efter en begivenhedsrig sejlads stod vi fjorden ud og passerede
Ørby Hage i det mest bekvemme magsvejr, der er set på denne side af
Alperne i år. Straks forstummede Jensines tilfredse brummen, og
alle så forskrækket hen på Torbjørn. Er vi sprunget læk? Er der
ikke mere brændstof? Hvordan kommer vi hjem? Mange bekymrede tanker
fór gennem vore hoveder som sekstendedelsnoder i Bent's solo på
koklokke i Cha-cah-cha'en!
"Så skaffes der", tordnede skippers kommando, hvorefter alle med
megen alvor så på hinanden indtil det gik op for os, at de
medbragte madpakker skulle indtages medsamt en enkelt lille ting
til halsen. Hvor var det godt! Nogen kunne endda godt spise to
madpakker, så søen stod ikke særlig højt den mandag aften! Og så
skulle maden fordøjes........troede vi!
"Op med sejlene"! Små tyndhudede kontorfingre rev i snorene så
skindet flossede! Formand Poul, (som i bedste fald kun holder en
blyant i hånden) stak hænderne dybt i lommen og hjalp Torbjørn med
at kommandere med os andre kulier. Og det vil jeg sige: Hvor var
det godt, vi havde ham den blinde passager med! Ud på bovsprydet,
hen til stormasten... hele tiden undervejs med et eller andet
stykke tov, der lige skulle hjælpes. Men så gik det også bare
derudaf! Den gamle dame nød det! Brus for boven og glade ansigter
på dækket. Det måtte koste en Gammel Dansk, mente skipper, og ingen
turde sige ham imod.
Det gik simpelthen så flot, at vor ellers meget beskedne og
forsagte 2. trompetist mindedes sin ungdom, hvor han havde sejlet
verdenshavene tynde. På en for os uforklarlig måde fik han sig
indsmigret hos skipper og fik overladt rorpinden. Og så tog Fanden
ved ham: Hiv i storskødet, sejlet lever - 7 knob, hva' si'r I så! -
Klar vendeeeee og vend! - Få så den fok hjem, for F..... Jo, han
havde overtaget førstestemmen med myndighed. Flere ældre musikere
så endda med en vis beundring på denne rorgængers adfærd. Det var
en stor lettelse, da Torbjørn atter forlangte at få roret. Sejlene
blev på en eller anden mystisk vis bjærget, og såvel formanden som
Tenor-saxofonisten var at se på bovsprydet i færd med at gå i vejen
for den blinde passager. Vor Herre så mildt til os den aften, thi
ingen forsvandt i havets dyb, mens sejlene blev pakket.
Og så gik det bare tilbage mod solnedgangen ad en spejlblank fjord,
hvori solens stråler flammede som et olieraffinaderi i flammer. Det
endte lykkeligt alt sammen, for vi spillede ikke mere den dag, så
måske kan vi en anden gang få lov til at komme tilbage til Jensine.
For os var det ikke det værste, der kunne ske.
Dirigenten
2. december 2010, Administrator