Rapport fra SBF seminaret ”Værne- og kompetencecentre”


Skibsbevaringsfonden afholdt 5. marts 2008 et seminar i København om "Værne- og kompetencecentre" med deltagelse fra TS, skibsejere, kommercielle redere (Det Blå Danmark), museumsfolk, værfter mm. Rapporten fra seminaret foreligger nu med en del indhold fra de inviterede foredragsholdere.

Skibsbevaringsfonden orienterer (fra www.skibsbevaringsfonden.dk): 

Skibsbevaringsfonden forudser i sin visions- og strategiplan for perioden 2006 – 2011, at der i de kommende år vil kunne opstå problemer ved at værfterne ikke længere kan varetage de traditionelle kundskaber og håndværk, der er knyttet til ældre og bevaringsværdige skibes vedligehold og istandsættelse. Det maritime Danmark kan, efter Skibsbevaringsfondens vurdering, komme til at stå i den lidet ønskværdige situation om nogle år, nemlig at et stort antal værfter har lagt om til andre arbejdsteknikker eller er blevet lukket. Dette sker hovedsageligt som en følge af det hurtigt svindende antal fiskefartøjer, som indtil i dag har været den største kilde til opdrag for værfterne.

I Skibsbevaringsfondens visions- og strategiplan bliver der sat fokus på problemet, og Fonden drøfter internt sin holdning til de mange private initiativer, der er taget til etablering af særlige museumshavne og bevaringscentre, som det allerede kendes i vore nabolande. Dette indebærer, at Skibsbevaringsfondens virke kan komme til at ændre sig gennem en tilpasning af arbejdsområderne, så de tilfredsstiller fremtidens behov.

Kompetencecentrenes formål vil være at sikre bevaringen af de traditionelle håndværksfærdigheder og kundskaber knyttet til bygning, vedligehold og istandsættelse af typiske danske fartøjer bygget af træ eller stål. Dette kan f.eks. foregå gennem netværkssamarbejde med skibsejere, værfter, kommuner, uddannelsessteder, statslige og private institutioner.

I arbejdet med at formulere en målrettet strategi i spørgsmålet inviterede Skibsbevaringsfonden derfor til seminar omkring temaet. Seminaret blev afholdt i København og samlede ca. 100 deltagere.

Rapporten fra seminaret indeholder, foruden Skibsbevaringsfondens eget problemnotat, også referat af indledernes indlæg. I den grad foredragsholderne havde udarbejdet manus og/eller præsentationsprogrammer, er disse taget med i rapporten. Bådebygger Frank Steinbecks indlæg ”Skibsværfterne og fremtiden” blev holdt uden manus og er således ikke repræsenteret i manuskriptsamlingen.

Rapporten kan downloades under Skibsbevaringsfondens pjecer og rapporter.

 

 



Tilføj kommentar:






2. november 2010, Administrator

ikke logget ind. Klik her for at logge ind - Hjemmeside for jagten Jensine af Haderslev, bygget 1852 i Ålborg

Powered by Blackpoint and Umbraco