Opdateret: Havnefest i Haderslev med Jensine deltagelse
Haderslev Kommune indtræder efter 10 års fravær igen i Søværnets række af ”adoptionskommuner”, når kommunen adopterer de to uddannelsesskibe ERTHOLMT og ALHOM. Det fejres fredag d. 6/8 med paradesejlads, og lørdag med havnefest i Haderslev.
Skibslaget står for pølsesalget, og Jensine sejler fredag med ind ad fjorden.
Haderslev Kommune indtræder efter 10 års fravær igen i Søværnets
række af "adoptionskommuner", når kommunen adopterer de to
uddannelsesskibe ERTHOLMT og ALHOM. Adoptionen indebærer, at de to
flådeskibe med mellemrum vil lægge til i Haderslev, og her vil
borgerne få mulighed for at få et indblik i Søværnets arbejde og se
forholdene ombord.
Selve adoptionen markeres ved et besøg, der strækker sig over en
hel weekend. De to flådefartøjer aflægger Haderslev et officielt
flådebesøg i weekenden 6. til 8. august. Og der er lagt op til et
par festlige dage i Haderslev for såvel besætninger som borgere
Fartøjerne ankommer til Haderslev Havn fredag den 6. august
klokken 11.30, ledsaget af Danmarks ældste sejlskib Jensine på
turen ind ad fjorden. Her vil kommunen være vært ved en let frokost
på "HELENE", inden turen går videre til Rådhuset, hvor borgmester
Jens Christian Gjesing og cheferne fra ALHOLM og ERTHOLM
underskriver adoptionsdokumenterne klokken 14.
Lørdag eftermiddag klokken13-17 forsætter festlighederne i stor
stil på Godskajen, Haderslev Havn. Udover at man kan komme ombord
på ALHOLM og ERTHOLM, vil der være heftig aktivitet og masser at se
på både i og på havnen:
Haderslev Sejl Clubs ungdomsafdeling giver opvisning i deres
optimistjoller, og flere gange i løbet af eftermiddagen vil Brand
og Redning demonstrere redningsbåden LIVREDDERENS færdigheder.
Skulle man selv have lyst til en sejltur, vil det også kunne lade
sig gøre i LIVREDDEREN eller i en af Beredskabsstyrelsen
Sydjyllands hurtiggående gummibåde.
På kajen kan man se en lang række af Beredskabsstyrelsen
Sydjyllands redningskøretøjer og prøve at skyde til måls med store
vandkanoner. Også Marineforeningen, Marinehjemmeværnet,
Dykkerklubben, Beredskabsforbundet og "Jensine" deltager i
festlighederne med showrooms og forskellige aktiviteter. Den
musikalske side af arrangementet står det lokale band "Achtung Sgt.
Pepper" for, der blandt andet har en del Beatles-numre på
repertoiret.
Søndag morgen forlader ALHOLM og ERTHOLM Haderslev Havn og
sætter kurs mod København, hvor fartøjerne deltager i markeringen
af Flådens 500 års jubilæum.
Skibslaget står lørdag for pølsesalg, så smut forbi havnen
lørdag og sig hej - eller giv en hånd med. Det er Annette Brask
Brandi der koordinerer indsatsen.
Opdateret 17/8:
Se billederne og et par linier om dagen på arrangementets egen
side
2. november 2010, Administrator