Når man lægger turen ned omkring Haderslev havn, er der blandt de mange forskelligartede fartøjer et, der skiller sig ud: Jagten "Jensine" der ligger ved Pakhuskajen. I næsten 30 år har den været med til at præge billedet af vores havn. Set med nutidens øjne et lidt klodset gammelt træskrog med ret mørke farver. Beregnet til fjernkending er der langs hele siden tre planker rød-grøn-rød – kaldet hvergarnsstriber. Hvergarn er oprindelig betegnelsen for stof af hørgarn med uldislæt. Masten er høj og der er et meget langt bovspryd. Øjet fanges af rorpinden, der med knap tre meter er en af Danmarks længste. Det samlede indtryk helt sikkert med en appel til beskuerens fantasi. Skibet, der er Danmarks ældste endnu sejlende fartøj, blev bygget i Ålborg 1852 som "De Syv Sødskende" og havde, da fregatten "Jylland" blev søsat, allerede sejlet i danske farvande i omkring syv år

Jensine er bygget som et sejlskib af den for 150 år siden meget udbredte type, der benævnes en jagt: Et mindre enmastet fragtskib med fyldige linier i forskibet og en smallere agterende med en flad, næsten hjerteformet afslutning kaldet agterspejlet. Det er gaffelrigget og har to eller tre forsejl.

Jagten Jensine ligner de sydfynske skibe til forveksling. Forklaringen er, at Jensine løb af stabelen på Wibroes værft i Ålborg, som havde en skibsbygmester Jacob Wilhelm Riis, der var fra Svendborg, hvor han havde lært håndværket gennem arbejdet med sydfynske jagter og skonnerter. Skonnerten ligner en stor jagt og har to eller tre master. Allerede som 24-årig afleverer han hjemme i Svendborg jagten "Lykkens Haab", der antageligt er hans første skib. Den sydfynske byggestil og tradition kom naturligvis til at præge hans skibe, hvoraf kun Jensine stadig eksisterer. Helhedsindtrykket er et lidt gammeldags skib, der allerede på byggetidspunktet mere lignede de fartøjer, som var søsat 30 år tidligere.

Skibet var i de første godt hundrede år af sin eksistens et af de over tusinde småfartøjer, kaldet "havets gråspurve", der klarede en meget stor del af varetransporten i Danmark, indtil konkurrencen fra jernbane, og efter 2. verdenskrig især lastbilerne, slog dem ud. Fartøjet var både bolig og arbejdsplads og kunne i sin tid ernære en familie foruden en mand eller dreng som medhjælper på trods af en ret stor udgift til vedligeholdelse. Omkring en femtedel af udgifterne var til proviant. Dette kunne misforstås derhen, at skibskosten var overdådig. Det var slet ikke tilfældet, men den daglige føde var dengang forholdsvis langt dyrere end nu. Ved valg af skib lagde søfolk også vægt på det ry, kosten om bord havde, og i skibe med nærige skippere søgte man helst ikke hyre. En af Jensines skippere gik under navnet "sultekunstneren fra Vejgård" og var så påholdende, at han efter sigende altid lod to mand dele èn sild.

Lasten har været meget afvekslende. Hovedindtægtskilden har fra 1918 og indtil 1960 været sejlads med cement fra fabrikken Rørdal ved Ålborg. I regnskaberne optræder desuden så forskellige ting som mursten, tagsten, drænrør, grus, kunstgødning, foderstoffer, kul, brunkul, brænde, træ, stykgods, korn, kartofler og især før 1. verdenskrig forskellige slags frugt. Denne sidste slags last blev købt kassevis i det sydfynske efter aftaler med de enkelte leverandører. Når lasten efter nogle dage var fyldt, afregnede skipperen kontant med leverandørerne, og transporten og afsætningen af ladningen var fra nu af alene for skipperens regning og risiko. Derefter blev kursen sat mod de større byer. Frugtskuderne lå side om side med agterenden ind mod kajen. Der blev lagt et landgangsbrædt ind, og et skilt med skipperens navn blev sat op. Frugten blev dels solgt til grossister, dels direkte til byens husmødre. Dette marked kunne vare adskillige uger, før alt var solgt. Her bør nævnes, at frugtsorterne dengang var mere egnede til opbevaring. Der blev som regel sejlet to - tre frugtsejladser i løbet af et år; en med sommerfrugt, en med efterårsfrugt og sommetider en i foråret med den frugt, der var blevet gemt vinteren over. Vi har flere fotografier fra slutningen af 1800- tallet og begyndelsen af 1900 - tallet, hvor Jensine, sejlet af skipper Sørensen, Lohals, er med i flokken af frugtskuder. Frugthandlen gav disse småfartøjer tilnavnet pæreskuder, et navn der er blevet hængende, selv om frugtsejladsen på grund af konkurrencen fra jernbanen stort set ophørte omkring 1. verdenskrig.

Fra skibets regnskabsbøger i mellemkrigstiden kan vi følge udviklingen i fragtfarten. Det går rimeligt med indtjeningen, selv om antallet af fragter bliver færre. "Jensine" sejlede en snes rejser i løbet af året. På en almindelig rejse kunne medføres 630 sække cement. Når der lastedes kul, var der tale om 50 – 56 tons. Man udførte stort set alt arbejde med håndkraft. Med den tid det tog at laste, sejle, losse og siden rengøre lastrummet, hvilket var nødvendigt med de forskellige ladninger, kunne man ikke nå at gennemføre flere rejser.

Sammenligner man størrelsen med moderne fragtskibe, syner Jensine ikke af meget med sine godt 15 meters skroglængde og en lasteevne på 31 bruttoregisterton. Men det gjorde den til det største skib hjemskrevet på Læsø i 1850’erne, da strandingskommissionær Lars Søren Smith lod hende bygge. Det havde ikke noget med hans erhverv at gøre, men var en investering, så han ansatte en skipper. På Jensines målebrev fra 1853 angives den første skippers navn: Jens Johnsen Nicolaisen fra Læsø. Lars Søren Smith blev som reder i land for at klare arbejdet omkring strandingerne. Brændevinsbrænder og ejer af Peter Wibroes værft, Jens Petersen, havde ved folketællingen 1850 syv børn, men vi ved ikke, om det har noget at gøre med navnet "De syv Sødskende".

Datidens andre jagter var ofte kun halvt så store som Jensine, så der var basis for mange sejladser, når der skulle flyttes større mængder gods. Limfjorden var dengang spærret ud mod Kattegat af Hals Barre, hvor vanddybden var godt tre meter, så større skibe kunne slet ikke besejle Ålborg. Selv med fuld last har Jensine med en dybgang på under tre meter kunnet sejle over Hals Barre.

P. A. Thomsen solgte efter et par år til langelænderen Niels Sørensen, der i 1864 med "De Syv Sødskende" lagde telegrafkabler over Storebælt, uden at have motor installeret ! Han var skipper helt til 1901, da han solgte båden til sønnen Martin Christian Sørensen. Fra 1860erne og til 1918 var den hjemmehørende i Lohals på Langeland under tre skippere fra familien Sørensen.

De første 72 år foregik sejladsen udelukkende ved vindens hjælp. Når man sejlede for sejl, kunne man i hårdt vejr ikke bruge kakkelovnen på grund af brandfaren. Så det har været en ret fugtig og kold arbejdsplads, især forår og efterår. Det indebar også, at man i snævre farvande ofte var henvist til at ankre op, når strøm og vind var ugunstige. At sejle skråt op mod vinden – krydse – var kun muligt i åbent farvand. Det var almindeligt med dage, hvor man blot lå og ventede på bedre vejrforhold, og man brugte så ventetiden på vedligehold af skibet. Denne afslappede holdning til ladningens transporttid ændredes, da skibsmotoren blev mere almindelig i tiden op til 1. verdenskrig. Første gang Jensine får en motor er i 1924. Den kunne lige dække behovet for også at komme frem på vindstille dage. Senere fulgte kraftigere maskineri, og i takt hermed blev sejlføringen mindsket. Dette nedsatte behovet for mandskab, så skipperen kunne nøjes med en dreng som medhjælp.

Som et kuriosum i forbindelse med skibsmotorens indtog i sejlskibene i slutningen af 1800 - tallet, kan nævnes, at i de første år blev motoren stoppet uden for havnen, som så blev anløbet for sejl, for ikke at forårsage skader på andre skibe eller havneanlægget.

1918 var skibet blevet solgt til en ny ejer Alfred Carl Hansen, der efter sin hustru gav skibet dets nuværende navn "Jensine", i stedet for det oprindelige "De Syv Sødskende". I årene efter 1918 og indtil ca. 1960 var den hjemskrevet i Ålborg.

Ifølge A. C. Hansens logbog har Haderslev kun nogle få gange haft besøg af Jensine som fragtskib (1924,1933 og 1937).

A.C. Hansen sælger 1939 "Jensine" til Oluf Kristian Olesen, der kaldtes Egentlig – Ole, fordi han sagde ordet egentlig meget ofte. Egentlig – Ole brød sig ikke om at sejle uden for Limfjorden, så de fleste fragter gik mellem Ålborg og til de andre Limfjordsbyer.. Han var skibets sidste rigtige erhvervsskipper og sejlede til 1960.

I 1953 blev Jensine moderniseret en smule. Rorsmanden har altid stået i den fri luft på dækket udsat for vind og vejr. Måske har de mange kolde og våde vagter efterhånden været for barske. Et styrehus blev sat på og den lange karakteristiske rorpind blev erstattet af et rat, der ved hjælp af et kædetræk drejede roret. Endnu en halv snes år sejlede "Jensine" med fragt, før sejladsen blev så urentabel, at ejeren, ligesom de andre "havets husmænd", måtte opgive og sælge skuden. Efter en periode i 60’erne som foreningsskib for lystfiskere, endte "Jensine" som delvist vrag i Kalkbrænderihavnen i København.

I året 1970 var den gruppe spejdere, der havde bygget vikingeskibet "Imme Gram" 1963 og "Drypner" 1968, lidt smart udtrykt, blevet trætte af at ro og var på udkig efter et andet fartøj. En af mulighederne kunne være at købe en moderne glasfiberbåd, men det blev aldrig overvejet seriøst. Springet fra vikingeskib til et glasfiberfartøj var for stort. Interessen for vores maritime fortid gjorde, at man var enige om, at det helst skulle være et "rigtigt" træskib. Ikke mindst fordi spejdergruppen var vant til arbejdet med træ, og årene med at bygge, vedligeholde og reparere vikingeskibene havde vist, hvor meget det var muligt selv at klare. Efter at have undersøgt mulighederne faldt valget på "Jensine", der kunne erhverves billigt.

Julen 1970 blev handlen afsluttet. Købesummen blev 10.000 kr., hvilket umiddelbart kunne se ud som lidt af et røverkøb, men der var mange ting at gå i gang med.

Et overslag lød på et par års arbejde og ca. 50.000 kr. til materialer. Virkeligheden blev til seks års arbejde og en udgift på 300.000 kr. Det store arbejde skete i samarbejde med museumsfolk fra Handels– og Søfartsmuseet på Kronborg, således at de valgte løsninger var i overensstemmelse med fartøjerne fra samme tidsperiode, som vi takket være rigtig mange malerier af Danmarks mest almindelige fartøj, jagten, har et ret godt kendskab til. Utroligt at et så værdifuldt stykke af søfartsnationen Danmarks maritime kulturarv blev overladt til folk, der i museumssammenhæng var rene amatører.

Men handler det om Danmarks maritime fortid, så kan groft sagt enhver købe et gammelt skib og ombygge det til ukendelighed, uden at nogen blander sig.

Når det drejer sig om bygninger har vi flere tusinde fredede huse, som er underlagt regler og bestemmelser for deres fortsatte vedligeholdelse. Man kan forestille sig den opstandelse, det ville afstedkomme, hvis Haderslev Søndertorvs smukke gavlhuse fik alle vinduesåbninger udfyldt med hver en stor termorude i plastikkarm.

De fleste spejdere i gruppen var fra Haderslev (Irokeserne, 1.Haderslev) – Vojens – Gram området, og derfor blev Haderslev havn, hvor både vikingeskibet "Imme Gram" og deres Ålborg-joller lå, et naturligt hjemsted for nyanskaffelsen.

Med "Imme Gram" spejderne som ankermænd blev der dannet en forening , "Skibslaget", der er en afdeling af Det Danske Spejderkorps, til at genopbygge "Jensine". Formålet var dels at føre skibet tilbage, som det så ud på de fotografier, vi har af det fra tiden omkring 1.verdenskrig, dels at få et fartøj til at sejle med i sommermånederne. Det lå fra begyndelsen klart at målet var et levende sejlende skib – ikke et museumsskib til at ligge fast fortøjet ved kajen, således som man har valgt at gøre i nogle havne.

Under genopbygningen lå "Jensine" ved det gamle bådeværft på sydhavnen, hvor nu X-yacht’s værft ligger. Værftet var gammelt og umoderne, men passede fint ind i "Jensine"-gruppens "gør det selv" indstilling. Ved værftet havde Skibslaget liggende nogle mindre vikingeskibskopier, der i nogle år gennem udlejning indtjente penge til arbejdet på "Jensine". De blev afhændet i løbet af 70’erne hvor der var god aktivitet blandt veteranskibe på havnen. Foruden "Jensine" og "Elida" (nu forlist) og "Håbet" (privatejet) på sydhavnen, lå fiskersmakken "Grethe Witting" (Privatejet, nu solgt til udlandet) og i en periode skonnerten "Martha" af Vejle (Foreningsskib som Jensine) og skonnerten "Aron" af Svendborg (Privatejet, sejler med turister) på nordsiden ved Clausens pakhus. Alle blev med årene flot restaureret og besøger af og til Haderslev. Mod vest lå Haderslevs fyrskib, der senere blev solgt til klubhus for en af sejlklubberne i Kielerfjorden.

Arbejdet var som nævnt langt mere omfattende, end man i den første begejstring over nyerhvervelsen

havde forestillet sig. Ny køl, nyt kølsvin, nyt agterspejl, nyt dæk. Udskiftning af mange meter planker og fremstillingen af ny mast, bom, gaffel og bovspryd. Sejlene blev fremstillet efter en meget nøje granskning af billedmaterialet fra tiden før ilægning af den første maskine. Hertil kom en fuldstændig nyindretning af rummene under dæk. Hvor der tidligere havde været lastrum, blev der nu indrettet sove og opholdsrum til tolv personer. Sovepladserne blev køjer, som efter behov kunne slås op eller ned. Når de er nede, fungerer den øverste køje som ryglæn til de nederste køjer, hvilket er meget behageligt. Der blev indrettet en kabys (køkken) med vand og vask, og til madlavning brugte man et oliekomfur, der afløstes først af tre primusblus, og senest af et moderne gaskomfur, da madlavning til tolv jo er noget mere krævende end til to eller tre. Det første primitive toilet er afløst af et almindeligt wc, da reglerne forlanger, at fartøjer med over ti personer skal have en toilettank om bord, som så kan tømmes i de beholdere, der efterhånden er kommet til i mange havne. Der er også blevet plads til et lille vaskerum med vand og håndvask. Helt forude er der kasser til ankerkæde og vandbeholdere, ligesom der er stuveplads til tovværk, vandslanger, malergrej, værktøj og mange andre ting der er nødvendige for at kunne klare småproblemer under vejs.

Skibstilsynet mente, at den næsten 50 år gamle "Gamma" glødehovedmotor ville være for vanskelig at arbejde med, og under den seks år lange restaurering i begyndelsen af 70’erne, blev den erstattet med en 90 hk "Carterpillar" dieselmotor fra 1953, der havde siddet i en lille havneslæbebåd. I 90’erne blev det dog umuligt at skaffe reservedele til den nu snart 45 år gamle "Carterpillar". Efter godt en snes års stabil indsats er den nu blevet erstattet af en nyere "Gardner" motor. I øvrigt en "lillebror" til den motor der sidder i Haderslev fjords "hjuldamper" "Helene". Samtidig blev der isat et "Hundested" skruetøj af en mere avanceret type med stilbare blade, der drejes til mindst mulig vandmodstand, når fremdriften klares af sejlene alene. Til sammenligning bremsede de gamle faste skrueblade farten for sejl med cirka en knob.

"Jensines" årsplan ser næsten ens ud år for år. Tidligt i foråret begynder foreningens medlemmer i et skur på havnen – i nærheden af vejerboden – at slibe, male og lakere jollen, nathus (kompashus), alle træblokke, bomme og andre rundholter. Ugen før påske fjernes den gule vinterpresenning, der siden oktober har beskyttet skibet mod nedbør, og man sejler til Årøsund, hvor "Jensine" tages op på beddingen for at få begroninger af rurer og andet snavs fjernet fra bund, skrue og ror ved hjælp af en højtryksrenser. Ved samme lejlighed inspicerer skibstilsynet skroget eller maskinen og skibets sikkerhedsudstyr og fremsætter måske krav om udskiftning eller reparation. Derpå udskiftes, repareres, skrubbes, males, tjæres og lakeres overalt, hvor det behøves. Efter påske går turen igen til Haderslev for at blive rigget op. Det vil sige, at alt igen bringes om bord på dets rette plads. Vinteren igennem har mange af de ting, der bruges om bord, været spredt ud over landet hos medlemmerne, der har påtaget sig at reparere eller male dem. Det tager sin tid at få rundholterne på plads, og derefter over 200 kvadratmeter sejl og de mange hundrede meter tovværk placeret på den 20 meter høje mast og det otte meter lange bovspryd. På havnen er mange forbipasserende stoppet op ved synet den myretueagtige aktivitet, der præger dette kæmpepuslespil med mange hundrede brikker. I lighed med alle andre foreninger udføres langt størstedelen af arbejdet af "Tordenskjolds soldater", der i Skibslaget udgør en gruppe på omkring 30 personer

Fra omkring slutningen af maj og til sommerferiens begyndelse sejles mest weekendture og aftensejladser. I sommerferien sejles primært ugetogter i danske farvande, men også Norge, Sverige og Tyskland besøges. Betalingen for disse ugetogter er en af grundpillerne i foreningens økonomi. Alle - også skipperne - betaler lige meget. I august - når der ikke mere er ret mange, der har ferie - stopper ugetogterne, og der sejles igen weekendture, indtil Jensine afrigges og gøres vinterklar i begyndelsen af oktober.

Jagten Jensine ejes af foreningen Skibslaget, og ingen medlemmer eller andre personer har private økonomiske interesser i fartøjet.

Jensine er godkendt som øvelsesskib for medlemsskaren. Som fører kræves en person, der mindst har bestået eksamen som yachtskipper III (svarer til kystskipper). Der er omkring en halv snes skippere, der skiftes til at sejle i sommerhalvåret.

For at sejle med Jensine kræves, at man er medlem af foreningen Skibslaget, der er en åben forening for alle med interesse for veteranskibe. Der stilles ikke krav om kendskab til sejlads hos medlemmerne. Det er jo netop det, man kan lære gennem sejlturene.

Foreningens næsten 200 medlemmer bor spredt over hele landet, men flest i det syd- og sønderjyske. Til at styrke kommunikationen i denne store flok udgives fire gange årligt et medlemsblad. Årlig drift og vedligehold af skibet beløber sig til omkring 140.000 kr. og dækkes stort set af medlemsskaren selv. Ved større anskaffelser (sejl, motor, dæk og lignende) søges Skibsbevaringsfonden og forskellige private fonde. Mange personer og firmaer fra lokalområdet har gennem årene ydet god støtte til arbejdet med Jensine.

Foreningens medlemsblad: Efterretninger for Skibslaget, Jensines venner og andre søfarende.(EfS.) Nummer 1 – 75.

Stine Wiell: "Brændevinsbrænderens børn". (EfS. Nr. 1. 1982)

Eske Wohlfahrt: "En hilsen fra Jensines hjemvand". (EfS. Nr. 4)

Anders Monrad Møller: Skibsbygmester J.W. Riis. (EfS. Nr. 11)

Anders Monrad Møller: Jensines ( De syv Sødskende ) målebrev. (EfS. Nr. 14)

Morten Gøtsche: Jagten Jensine – Danmarks ældste fartøj under sejl. (EfS. Nr. 16)

Stine Wiell: Jensine mellem to krige. (EfS. Nr. 17)

Henning Bender: Træskibsværfter i Ålborg. (EfS. Nr. 45)

Jensines forskellige skibsregnskaber (1914 – 39) og dokumenter som vi har fået af Jensineskippernes efterkommere.

Sven-Erik Ravn: Syv år for Jensine. Maritim kontakt IV: Under sejl på ny.(1981).

Jensines hjemmeside på internettet: http://home.worldonline.dk/~gerken/jensine/