Af: Morten Gøtsche, Bragt i TS-bladet nr. 4, maj 1986 og i Efterretninger nr. 16 - 1986

Jagten var i perioden fra midten af 1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet den mest udbredte skibstype indenfor småskibsfarten. Den forekom i flere størrelser og kunne være fra 5 og op ti1 30 tons. De små jagter sejlede med mange forskellige former for fragt: brænde, landbrugsprodukter, frugt o.m.a. Den traditionelle danske jagt kender vi fra utallige afbildninger. Det maleriske lille fartøj var særlig populær blandt marinemalere og ses flere gange gengivet eksempelvis hos Eckersberg. Også blandt skibsportrætterne fra begyndelsen af 1800-tallet ses jagten hyppigt afbildet ofte meget smukt gengivet med de farverige hvergarnsstriber og med mange fine og korrekte rigningsdetaljer.

En af disse små maleriske jagter fra 1800-tallet kunne have været bevaret for eftertiden, jagten ANNA af Vejle. ANNA, ex DE FIRE BRØDRE, var bygget i Marstal i 1794 af H.C.Friis. Den lille jagt sejlede til et stykke ind i fyrrerne og nåede i sin lange levetid aldrig at få indlagt motor, men sejlede udelukkende for sejl. Flere forsøg blev gjort for at redde den, men den blev indhentet af skæbnen, inden man nåede at få gjort alvor af at bevare den. Jagten ANNA forliste i Lillebælt i 1943. Til alt held nåede Chr. Nielsen at få opmålt jagten og vi kan i dag glæde os over den smukke tegning i Chr. Nielsens bog "Danske bådtyper".

Når det dengang ikke var muligt at skabe den fornødne interesse for at bevare en af småskibsfartens mest karakteristiske fartøjer, kan man i dag glæde sig over, at det nu er lykkedes at bevare en af disse gamle jagter, jagten JENSINE. JENSINE er ikke blot den eneste bevarede traditionelle danske jagt; den er samtidig Danmarks ældste bevarede skib under sejl.

Jagten JENSINE, ex DE SYV SØDSKENDE, er bygget i Aalborg i 1852 af J.W. Friis. JENSINE er i dag hjemmehørende i Haderslev og ejes af Klan-Skibslaget, der tidligere havde arbejdet med bygningen af vikingeskibskopien IMME GRAM. Klan-Skibslaget købte skibet i København i 1970 for 10.000,- kr. Straks efter hjemkomsten til Haderslev i det tidlige forår 1971 gav man sig i kast med restaureringen og udtalte sig optimistisk til pressen om, at det nu blot drejede om at skaffe 50.000,- kr. og frivillig arbejdskraft i et par år, så ville JENSINE være klar til at tage på sit første togt. Men der skulle gå næsten 6 år og mere end 300.000,- kr. lagt i skibet, inden man nåede så langt. Der er blevet udskiftet adskillige meter klædningsplanke. Skandæk, vaterbord og dækket er blevet skiftet, og næsten alle støtterne er skiftet. Også kølsvinet har man måttet udskifte. Først da kunne man begynde med opbygningen af dæksapteringen med ankerspil, luger, nedgangskapper og skylighter. Midt i det hele måtte også den gamle Gamma-motor fra 1949 udskiftes. Så endelig kunne man begynde med selve oprigningen. JENSINE sås første gang som genoprigget skib ved TS' sommertogt på Limfjorden i 1976. Siden da har Klan-Skibslaget arbejdet hårdt for at holde skibet i gang. En knækket mast i sommeren 1984 og en brand i skuret, hvor JENSiNE havde sit grej oplagt for vinteren, bl.a. sejlene, i foråret 1985, havde nær slået Skibslaget ud, men nu kører man fortrøstningsfuldt videre.

Ny mast og mastetop i 1985.

Jagten JENSINE har for mig altid stået som en lidt atypisk jagt. Den mangler flere detaljer, som ellers er karakteristisk for den traditionelle danske jagt. JENSINE har ikke den gamle jagts karakteristiske todelte spejl. Stævnen er næsten ret og nærmest rækkende, og skibet har mindre spring end de gamle jagter (hvilket bl.a. skyldes 4-5" kølsprængning. Red.). Den har heller ikke de lavtsiddende barkholtrange og de indfaldne sider som eksempelvis ANNA af Vejle. Ved nærmere eftertanke er JENSINE ikke så atypisk, som man vil gøre det til. Det er kun naturligt, at jagten ligesom de øvrige skibstyper, i de næsten 250 år, hvor vi kender eksistensen af denne skibstype, har undergået en udvikling. JENSINE repræsenterer måske netop den type af jagter, der blev bygget i 1840 - 50'erne og som udviklingsmæssigt binder den gamle danske jagt sammen med den mere moderne jagt, som Mester Benzon begyndte at bygge i slutningen af tresserne.

Hvordan JENSINE så ud, da den løb af stabelen i. 1853, ved man kun lidt om. Tegninger, om der overhovedet har været nogle, findes desværre ikke. Den ældste kendte afbildning af JENSINE er et fotografi fra 1918 af skibet under sejl. Dette billede er den eneste sikre dokumentation for rigningen og har også dannet grundlag for rekonstruktionen af sejlridset. Selvom billedet er taget næsten 70 år efter, at skibet er bygget, har der i denne periode næppe været foretaget de store ændringer i rigningen. Desværre er fotografiet meget utydeligt, men visse detaljer kan verificeres på en tegning af Jens Friis-Pedersen, der fra 1921 er næsten samtidig med fotografiet. Klan-Skibslaget har dog ikke været klar over eksistensen af denne tegning, da den først er blevet kendt efter udgivelsen "Sejlskibe - danskbyggede træskibe", hvori den er gengivet.

Dækseksteriøret er ifølge Sven-Erik Ravn, den tidligere formand for Klan-Skibslaget, rekonstrueret ud fra et af de originale målingsbeviser og i nogen grad ud fra sporene i de gamle dæksbjælker. Ankerspillet forude er ikke skibets oprindelige, men stammer fra LØVEJAGTEN, der blev ophugget ved Roskilde Fjord. Det oprindelige ankerspil blev taget i land i 1968, og befinder sig på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor det kan ses udstillet. Nedgangskappen, som ses tydeligt på Friis-Petersens tegning, er ikke blevet genopbygget ved restaureringen. I stedet har man lavet en nedgang i den ene side af forlugen, der iøvrigt virker for stor. Sædvanligvis var det blot en lille luge på ca. to gange to fod indvendige mål. Agtenfor masten er der et lavt ruf over salonen nedenunder, som også er lavet efter dimensionerne på den gamle luge og i nogenlunde samme højde. Det lave ruf er midtpå forsynet med et stort skylight. Krøbbelspillet, som også ses på Friis-Pedersens tegning, og som står på agterkanten af masten, er heller ikke genopstillet. Mellem det lave midterruf og halvdækket er der opbygget endnu et ruf, der dækker over motoren. Dette ruf er også lavet efter dimensionerne på den gamle luge, men er af pladshensyn gjort højere. På bagbordssiden af motorruffet er der en buet nedgangskappe, der giver adgang til motorrummet, og midt på ruffet står skibets nathus. Arrangementet med en storluge og en mindre forluge og en tilsvarende lille luge agter har været almindelig på jagterne, og kan ses både på jagten CASTOR og på ANNA af Vejle. Lugerne på JENSINE må være rekonstrueret efter et senere målingsbevis - de har næppe været så store, som de er nu. Halvdækket på JENSINE er helt glat med et skylight midtpå og med en skydekappe på forkanten af halvdæksskottet i styrbordsside (i bagbordsside,red.). Der syntes at være en tradition for at have skydekappen i bagbords side, og på billedet fra 1918 ser det også ud til at have været tilfældet for JENSINE.

JENSINE styres med en lang svungen rorpind, der er ført ind over halvdækket og frem til halvdæksskottet, hvor den er afsluttet i en noget uskøn klump træ. Denne afslutning vækker nogen forundring, hvor skibet kommer frem, og jeg kender ikke den nærmere forklaring på den. Ialfald ses den ikke på Friis-Petersens tegning af jagten.

JENSINE i begyndelsen af 1920'erne. Tegning udført af Jens Friis-Pedersen. Handels- og Søfartsmuseets arkiv.

De næsten rette jollebomme, der ses både på fotografiet, og på tegningen, er et særkende for JENSINE. De nuværende jollebomme er meget for krumme og virker lidt klodsede (er siden skiftet,-red.). Hønsepinden, tværbjælken mellem jollebommene, har den heller ikke haft oprindelig.

På fotografiet og også på tegningen af JENSINE ses en traditionel pælemast. Masten kan have været skiftet i den forløbne periode siden bygningen, og JENSINE kan meget vel have haft en rigtig jagtmast med hummer og med en løs krum mastetop, som man ser det på skibsportrætterne. JENSINE's nye mast er lavet som den gamle mast, men er gjort noget tykkere ved godset af frygt for, at den skulle knække igen. Masten er staget, så den står vinkelret på vandlinien. I de første år sås JENSINE ofte med masten stærkt foroverstaget. Det skyldtes, at man ikke var omhyggelig nok med at få bakstagene sat an, samtidig med at disse også var for klejne. Masten er afstøttet af tre spænd vanter, der er sat an med jomfruer og taljereb. Jomfruerne virker lidt underdimensionerede. Som nævnt kan masten yderligere afstøttes med bakstagene. Som det er nu på JENSINE vender de forkert. Den faste part skal være på agterkanten og taljen på forkanten, som det fremgår både af fotografiet og af Friis-Petersens tegning. Stjerten på bakstaget burde også kortes op, så længden af den svarede til ca. en trediedel af hele bakstagets længde.

Jensine ved Rørdal 1918.

JENSINE adskiller sig også fra de øvrige jagter ved at have forgrejerne faste. Bovsprydet eller klyverbommen ligger ud over stævnen, og ovenpå den ligger jagerbommen, der rager ca. en trediedel længere ud. På de gamle jagter, hvor forstaget var sat med sytove i en række huller i toppen af stævnen, lå klyverbommen ud på bagbords side af stævnen og jagerbommen ud på styrbordssiden. Jagerbommen var ført gennem en bøjle på enden af klyverbommen og kunne tages ind. Der var ligefrem en regel om, at jagerbommen skulle bjærges ved anløb af havne. Almindeligvis havde de gamle jagter ikke pyntenetstok ved enden af klyverbommen, men JENSINE har ialfald haft det. Det kan ikke ses af fotografiet, men det er helt tydeligt på Jens Friis-Pedersen's tegning fra tyverne.

Når det gælder den løbende rigning, er der visse smådetaljer, hvor jeg ikke er helt enig med Klan Skibslaget; eksempelvis bomdirken. På JENSINE har man lavet to bomdirke, der går på begge sider af sejlet. De er fast på bomnokken og går over en blok, en på hver side af masten på den midterste ring og derfra til dæk. Denne løsning har den fordel, at den læ bomdirk under sejlads kan slækkes af, så den ikke ødelægger formen i sejlet. Almindeligvis var bomdirken på de gamle jagter lavet som toskåret talje med den faste blok på masten og med løberblokken hugget i øje i enden af bommen. Blokken ved bomnokken ses da også tydeligt på fotografiet fra 1918, medens det kan være lidt vanskeligt at afgøre, hvilken blok den er skåret over i masten. Her er der imidlertid tradition for at bomdirken altid sidder over peakfaldet, hvilket også er tilfældet på Friis- Petersens tegning. Grunden til denne misforståelse er nok den, at ringbeslagene for de to peakfaldsblokke sidder så tæt, at det på fotografiet ser ud som en blok. Så vidt jeg kan se af fotografiet, er peakfaldet skåret på følgende måde: Den faste part står et stykke inde på gaflen. Faldet er derefter skåret over den nederste blok på masten, derpå over blokken ved enden af gaflen og tilbage over den midterste blok og til dæk. Den øverste blok må nødvendigvis være for bomdirken.

Ellers rigger JENSINE nogenlunde som på fotografiet, dog synes jeg, at gaflen står lidt stejlere, og gaflen er måske også lidt kortere, også under hensyntagen til eventuelle forkortninger på grund af sejlenes stilling. På fotografiet peger gaflen lige ned foran forstaget, medens retningen på JENSINE's gaffel rammer noget længere ude. En iøjnefaldende detalje ved JENSINE's første stel sejl var det næsten rette underlig på storsejlet og de tilsvarende næsten rette rebstrenge. Efterhånden som sejlet strækker sig, bliver underliget mere og mere hult. Under rebning så sejlet helt forkert ud, og sejlet stod meget dårligt. På fotografiet af JENSINE ses nogen kappe på underliget af storsejlet, og i ældre tid var det almindeligt med endnu mere kappe på underligene. Det havde været en oplagt chance for Klan Skibslaget at få revideret sejlridset og få rettet disse detaljer, da de efter branden stod overfor at skulle have nye sejl. Man kunne samtidig have benyttet lejligheden til at overveje valget af sejldug, som jeg kan forstå, igen er blevet den lidt stive og blanke røde dacronsejldug.

Da JENSINE i 1976 dukkede op på Limfjorden, var der malet hvergarnsstriber på fribordet op mod skandækket. Farverne var dengang gul ( okker ) , grøn og gul, foruden den hvide skandæksstribe. Den øvrige del af fribordet var sorttjæret. Den farveholdning havde JENSINE i flere år, men i foråret 1984 blev hvergarnsstriberne ændret til tre brede striber, bestående af farverne rød (carmosin) grøn og rød og med de enkelte striber adskilt med ca. 1 tomme smal hvid stribe. Nedefter var hvergarnsstriberne afsluttet med en ca. 2 tommer bred hvid stribe. Klan Skibslaget har dog intet kendskab til, hvordan hvergarnsstriberne på JENSINE oprindelig har set ud. Valget er alene foretaget på grundlag af studier af en række skibsportrætter fra første halvdel af 1800-tallet og iøvrigt også i samråd med Chr. Nielsen endnu medens han levede.

Nu mangler man efterhånden kun at få sat skik på JENSINE's agterspejl. Der er en fast tradition for at have et par blankskrabede planker i spejlet, men det har undret mig, hvorfor man har placeret dem så højt oppe på spejlet på JENSINE. Jeg har hørt en teori om, at traditionen med de blankskrabede bord er en reminisens fra det gamle todelte spejl, hvor den øvre del af spejlet lå glat med agterstævnen, medens den nedre del af spejlet var trukket lidt ind. Her var det nemlig almindeligt, at den nedre del af spejlet var blankskrabet, og det øvre spejl sort med hvide staferinger. Ser man på Friis- Pedersens tegning af JENSINE, er denne todeling af spejlet tydeligt markeret. Den øvre del af spejlet har formentlig været sort og markeret med en hvid stribe vandret hen over spejlet og en stribe hvid, der i en jævn kurve, der går fra den ene side af spejlet til den anden, rammer lige netop det sted, hvor rorpinden er ført gennem spejlet. Den nedre del af spejlet har formentlig været blankskrabet og uden stafering. Endelig kan den nederste del af spejlet have været helt sort, som det eksempelvis er på galeasen ANNA MØLLER.

Jagt af C.W.Eckersberg malet i 1846.