Af: Sven-Erik Ravn, Bragt i Publikationen "Jensine i smult vande" fra -skibslaget- 1981
og -TS Jubilæumsbog- "Under sejl påny". - 1981

-- Var det ikke risikabelt og uforsvarligt at lade en håndfuld unge ukyndige arbejde med landets ældste skib?
-- Ville samfundet tillade, at et nationalt klenodie, der havde uendelig stor museal betydning, blev bearbejdet af amatører?
-- Skulle der ikke her gribes ind med hård hånd, inden uerstattelige minder om danske søfolks færd og levevis, inden den sidste af 1800-tallets mange jagter gik tabt?

Jensine's ankomst til Haderslev i 1970.

- Ak nej. Ingen greb ind. Statens Museumsråd, Nationalmuseet, Skibshistorisk Laboratorium var alle tavse. Ole Crumling fra Vikingeskibshallen i Roskilde gav os endda et godt ord med på vejen.
- For der var øjensynligt ikke andre muligheder, såfremt landets ældste sejlskib skulle reddes. Jensine blev overladt i amatøres hænder. Risikoen for vandalisme var nærliggende - men der eksisterede ikke noget »fortidsmindepoliti«, der kunne sige stop og lægge sin klamme hånd på et af de sidste virkelige, endnu levende og mulige emner til at fortælle om den interne trafik i kongeriget, inklusive Færøerne, Norge og hertugdømmerene og sågar Ditmarsken - da en håndfuld unge spejdere fra Haderslev-egnen i 1970 kastede øjnene og kærligheden på Jensine.
- »Herligheden« lå da næsten som vrag i Kalkbrænderihavnen i København. I dag er den sejlbar, restaureret til ukendelighed på ti år og stort set ført tilbage til den stand, hvori den blev bygget i 1852 - otte år før Fregatten Jyllands køl kom i berøring med saltvand for første gang!

- Det kan godt være, at en enkelt skibskyndig havde sine bange anelser, da det rygtedes, at vikingeskibspejderne fra det sønderjyske havde købt Jensine af Marskandiser Kaj i København. Hvordan ville det gå det stakkels skib? Ville det blive belagt med et tykt lag polyester, forsynet med et til øldrikkende dækspassagerer komfortabelt hus og andet nymodens plastic-pjat dirigeret af nutidens luner og krav om magelighed. Var situationen at sammenligne med, at en grovsmed blev sat til at rense guldhornene? - Ingen sagde Danefæ, og ingen stoppede os, da vi lagde 10.000 på bordet juleaften 1970 og fik skøde på Danmarks ældste skib. Vejret og et eksploderende glødehoved stoppede os imidlertid tre gange, inden vi nåede Haderslev og kom i gang med det, som vi den gang troede var klaret i en håndevending:

- Vi fortalte den undrende (men måske også ligeglade offentlighed), at her skulle bruges 50.000 kr. og frivillig arbejdskraft i et par år, så var Jensine klar til togter for Klan Skibslagets medlemmer og andre, der var interesserede. Lokalradion mødte op og sendte disse ord ud i æteren samtidig med, at den gamle, en-cylindrede Gamma applauderede med karakteristiske dunk, dunk, dunk som passende baggrund:
- »Det besværlige ordner vi med det samme, det umulige tager lidt længere tid«, sagde vi, når vi da ikke påstod, at »arbejde, det er bare en vanskelig fornøjelse«.
-Hovmod står for fald. Og modet svandt efterhånden, som der gik ti år, inden Jensine kunne erklæres blot så nogenlunde færdig-restaureret, og der gik mere end 300.000 kr til.
- Godt vi ikke vidste det, den gang. For var vi så gået igang? Måske ikke. For så havde vi jo kunnet se opgavens umulighed for os. Som ingen stoppede os ukyndige, men entusiatiske søspejdere i 1970, var der heller ingen, der fortalte os, at vi var alt for naive. Men som det ene ord tog det andet, røg den ene dæksbjælke, dæksstette, klædningsplanke og lønningstykke efter den anden overbord. Her skulle fornyes, og det skulle gøres grundigt!

Den gamle GAMMA, med afmonteret glødehoved, stemplets diameter var 32cm.

- Men naturligvis også med omhu. Ivrigt granskende i gamle bøger og konsulterende kloge folk på området tog tingene efterhånden form:
- Ny køl, nyt kølsvin, flere hundrede meter ny klædning, nye dæksbjælker, nyt dæk, nye luger (i gammel størrelse), nyt halvdæk, ny kalfaktring overalt, ny lønning, ny rig fra underkant af mast til top, nyt bovspryd med det hele, 180 kvm nye sejl, skylights, rorpind, dørk, aptering, men også nye banklån og nye sorger, nyt her og nyt der.
- Nye skibsinteresserede gav en hånd med efterhånden, som de gamle faldt fra. Men stadig en gammel hårdnakket kærne, der ikke kunne give op, og stadig flere og flere såvel spejdere som gemene civilister kom og gav en hånd med. Og betalte for at få lov til at arbejde. I sandhed: Restaureringsarbejdet er en vanskelig fornøjelse.

- Og der blev knoklet. Tilrejsende, ukyndige i skibsbygningskunsten (i øvrigt som vi andre, men det talte vi ikke om) puklede kun i få dage, inden de sagde vi om organisationen og vort skib. Og der blev gået til sagen, og med held.
- Nemlig lige præcis så meget, at da vi kom til pinseregatta for første gang i 1977, fik vi prisen som det bedst restaurerede skib. Ældst og bedst. Det lunede.
- Det gjorde det også, da vi på skibets første tur (en uge forsinket og derfor i nonstop i 31 timer direkte fra værft ( hvor vi fik ny motor), bl. a. med brand i et skot og uden el en stor del af rejsen, lagde til kaj i Ålborg. Hurra-råbene gjaldede mellem pakhusene, da veteranen over alle veteraner lagde til.
- Det var i 1976. Der blev ganske givet også råbt hurra, da skibsbygmester J. W. Riis 124 år tidligere havde ladet skibet søsætte i samme by og på næsten samme sted.
- Men tilbage til 1976 og Ålborg - vort første møde med veteranskibseskadren: Vi blev taget i øjesyn. Efter at have arbejdet lidt fordækt i en i skibshistorisk henseende afkrog af landet, var spændingen stor. Men vi følte os vel modtaget, og de små nik fra ellers søgende og kritiske skibskyndige varmede, og de første syv hårde år for Jensine var betalt og glemt!
- Det var et tilfælde, at det blev Ålborgs kajer, der først tog imod Jensine på dens anden jomfrurejse.
- Men en kærkommen lejlighed til at genopfriske lidt kendsgerninger fra den nære fortid. Da sildekøbmændene i den driftige Limfjordsby i midten af 1800-tallet manglede at få sat lidt håndværk i gang og få bygget et godt skib til lidt lokal fragtfart, fik de hentet J. W. Riis fra Svendborg til Ålborg for at starte et værft. Derfor blev Jensine bygget efter samme læst som de sydfynske jagter, for her havde han lært, den gode mester Riis. Det var ikke til at se, at den 32 tons store jagt ikke var ægte og rullet ud af de sydfynske skove, men i stedet var bygget på klamp i det nordjyske.
- Jensine er således et atypisk minde om de skibe, der blev bygget i Limfjorden, men en særdeles karakteristisk jagt af den type, der var flest af i landet, den gang. Uden broer, jernbaner og lastbiler, og derfor måtte jagterne og andre småfartøjer stå for transporten af gods, folk og fæ i de tider. Den var lige så almindelig som nutidens pick-up.
- Vi kender navnene på de fleste af de skippere og ejere, der førte det gamle skib frelst gennem blæst, storm og økonomisk onde tider. Vi har haft fornøjelsen af at kende få af dem personligt.

De Syv Søskende. Da var det hjemskrevet på Langeland. I Lohals, og her blev det ejet af tre gange Sørensen. Som bl. a. kabeludlægger i Storebælt, og det fortælles, at da postetaten ønskede, at der skulle lægges motor i skibet (der gik måske lidt meget kabel til ellers, og den gamle Sørensen erfarede, at det bl. a. ville betyde, at hans sofa i lukaf'et skulle vendes langskibs, solgte han det til en brodersøn.
Selv lod han Esther bygge i Randers, og det er denne Esther, der nu hedder Anna Møller, og normalt er bundet i det lade vand i Nyhavn. Der er stor sandsynlighed for, at gamle Sørensen tog sit bohave og sit grej fra Jensine med i Esther. Dettte grej, som så mange har gjort så meget for at samle til Esther, hører nok retteligt til på Jensine.

- Men også den ny ejer ønskede efter godt en halv snes år at skifte Jensine ud. Hun skulle sælges, og det foregik ved, at der blev købt frugt, op og med lasten fuld af pærer og æbler sejlede skibet til Ålborg. Her solgtes frugten i pundvis til byens husmødre, og da der ikke var mere frugt at sælge, røg skibet med.
- »Det var i 1918. Vi så det lå i havnen, og Alfred kunne godt tænke sig det. Han kunne lide det, og så købte han det. Han var ene, så De syv Søskende passede ham ikke, og så kaldte han det Jensine efter mig!«
- Fortalte ,Jensine Hansen os i 1975, da vi besøgte hende og Alfred Carl Hansen. De sejlde skibet i mange år. Først i 1924 fik det ilagt en lille seks hestekræfters motor, og han har fortalt os, hvordan skibet var indrettet, rigget og apteret, og udfra disse udsagn og gamle fotografier og tegninger af Jensine og andre jagter er dæksarrangementet og rigningen sat. Gamle garvede søfolk er senere kommet ombord og har kritiseret detaljer, men de store linjer er rigtige.
- »Så stod vi henne ved rorpinden og sang, når vi sejlede mil efter mil, dag efter dag, hun var en god sejler og gik nemt fra de andre. Jeg husker...« fortalte de gamle søulke, der var med sammen med skipperen i de gode tider.
- Men det blev drøje tider for havets husmænd. Jensine måtte sejle længere og længere ture for at få laster, men bevarede stort set rigningen og undgik indtil 1948 styrehuset og rat.

Nyt agterspejl.

- Efter Alfred Carl Hansen kom »Egentlig Ole« (han sagde egentlig til hvert andet ord), og han var en af datidens spændende, tapre og kendte skippere. Han gjorde ingen heltebedrifter og nævnes aldrig i Guiness' rekord bog, men han sled sig som tusind andre op i småskibsfarten. Han var til sidst så pint og krumbøjet af gigt, at han ikke selv kunne gå ned i maskinrummet og slå maskinen igang. Det gjorde venner for ham i havnene, men han sejlede selv. Ofte i dagevis, ofte med overlæs uden at få næsten vådt eller tørt under krigen til fare for sig selv og andre og med ulovlige laster. En gang blev han sejlet ned på Hals Barre af en hollandsk trawler og selv tildelt skylden, fordi en petroleumslampe gjorde det ud for agterlanterne. Ofte blev han stoppet af Skibstilsynet, men tappert og selvforsynende stred han, indtil han måtte give op. Han sad på Jensines lugekant i Næstved og hvilede sig lidt. Han blundede og faldt ned i lastrummet. Hen blev båret fra borde.
- Og med ham den sidste rigtige skipper på Jensine, der herefter på trods af en lang og sej kamp for at bjerge føden til sig og sine, blev taget ud af fragtfarten i slutningen af halvtredserne. Men det var ikke noget godt otium, der ventede forude. Tilværelsen blev endnu kummerlig i nogle år, inden skibet kom i smult vande.

- Efter en tid som en slags entreprenørskib og stenfisker og senere som base for Jensines Venner i Frederikshavn (en kombineret fiskeklub og marineforening) måtte det gamle skib begive sig ud på en længere rejse, nemlig over Kattegat for at blive oplagt i Københavns Havn.
Her blev der påbegyndt en restaurering (som så ofte før), og det var her vi så Jensine første gang.
- Måske vil det her være på sin plads, at fortælle lidt om. hvem »vi« var og er. Formelt Klan Skibslaget, Det Danske Spejderkorps. Tidligere kendt til havs for at være medbyggere af vikingeskibe.
- Og det var altså ikke papmacheskibe, der blev bygget. Denne del af historien går kun tilbage til 1962, da den daværende tropsfører i Gram Trop, Hartvig Nielsen. fik ideen om et bygge et rigtigt vikingeskib til den vikinge-jamboree, som Hærulf-divisionen skulle holde i sommeren 1963. Og som sagt, så gjort: Med forældre, venner og bekendtes hjælp blev det 21 meter lange vikingeskib, Imme Gram, bygget med Ladbyskibet fra Kerteminde som forbillede. Og det skete i førstelærerens have i Enderupskov ca. 30 km fra al saltvand.
- Senere blev det ønsket at stå længere til havs, end det var muligt med et vikingeskib. Vi ville se større bølger og nye kyster, og vi ville først og fremmest ikke være afhængige af altid at skulle bruge årerne, når der var modvind. Vikingeskibet var nemlig ikke så god på kryds!
- Og derfor begyndte jagten (!) på et egnet skib allerede sidst i tresserne. Et par år før Fulton blev kendt og markedsført som det eneste saliggørende i nutidens alternative pædagogik.
- Vi var da forlængst klar over de pædagogiske og sociale aspekter, livet ombord kan føre med sig.
- Og det blev altså Jensine, vi faldt for, og det var kærlighed ved første øjekast.
- Og at kærlighed ofte gør blind, er jo senere bekræftet. For vel var det eg på eg i det gamle skrog, men så var der heller ikke ret meget mere. Med gamle sække, søbet ind i beg og slået på med sildekassebrædder for at lappe de værste huller i dækket, gik turen i tre forsøg hjemad mod de kendte krusninger i den sønderjyske havn, men det blev marinehjemmeværnet, der den gang som ved flere senere lejligheder under restaureringen fik æren af at sørge for fremaddriften.
- (Tak skal I ha' for det, kaere MHV.)
Men Haderslev blev nået i påsken 1971, og herefter gik det fremad.

- Til tider langsomt, og ofte uden at års arbejde var at se for fremmede og ukyndige. Vi havde stadig vore vikingeskibe til rovdrift. Ikke på fremmede kyster, men til udlejning, og de var en del af vort økonomiske fundament. - Med et af vore mindste vikingeskibe lod vi os endda forhyre til fremmede kyster, da det med reklamebrøl i det vestindiske skulle slås fast, at den vestindiske efterkommer af vore tidligere slaver på sukkerplantagerne her, skulle spise dansk skinke og drikke dansk øl. - Vi var med mange andre steder, skiftevis som spejdere i knælange Wilson-bukser og skiftevis som frygtindgydende »vikinger« i sækkelærredsdragter og med kohorn på de snærrende hjelme. - Men ellers var det fonde, banker, sparekasser, Rotary-klubber, Lions-klubber og Sct. Georgs gilder, et stort rederi, Det Danske Spejderkorps' egen Spejderfond, fritidsloven, amt og kommune, der var målet for vore mere eller mindre vellykkede forsøg på at få økonomisk rygdækning for vore aktiviteter. Vi »pressede« også mange levereandører, talte godt for vor sag og fik gode rabatter og henstand.

Dokken i Toft ved Gråsten.

- Mange hjalp med økonomiske bidrag. Selv Hendes Majestæt Dronning Magrethe gav en personlig check på et pænt beløb. Mest imponerende var det nok, at selv da arbejdet var gået næsten helt i stå i en periode, og skibet lå trist og forsømt, var der stadig nogle få spejdervenner med en urokkelig tro på det ideelle i spejderiet, der mente, at det skulle lykkes. Endnu flere troede det ikke, har vi hørt nu bagefter.
- Vi har endnu ikke helt sluttet regnskabet, men der er gåt godt og vel 300.000 kr. til. Til værktøj og materialer, for bortset fra de seneste par beddingsophal har vi lavet det hele selv. Fra køl til mastetop. Bogstaveligt talt. I de seneste år har vi suppleret med indtægter ved at sejle med skibet.
- Der gik nemlig syv lange år, inden vi nåede så vidt, men så gik det også stærkt.
- Der sejles ofte og gerne, og på denne mådes betaler skibet tilbage.
- Men kun for medlemmer, idet reglerne for skibe med dette formål (øvelsesfartøj) er meget restriktive. Til gengæld vil alle, der interesserer sig for sagen og vil gøre en personlig indsats for den, blive medlem.
Vor medlemskreds er på næsten 100, og medlemsskab giver ret til gratis sejlads, undtagen i sommerferieperioderne. Da må vi alle, sågar også den udpegede skipper, (vi har syv med sønæringsbevis), slippe nogle skillinger.
- Men hva' - det går til et godt formål!
- Det er dyrt at holde skibet vedlige, men de mange regnestykker og budgetter viser, at kan vi blot blive gældfrie, kan driften hvile i sig selv. Uden tilsætning af tilskud af nogen art.
- Endnu tynger gælden os. Vi skylder i skrivende stund 80.000 kroner væk, men det har set mørkere ud før. Havde det været besværet værd og noget at hente for kreditorerne, var vi såmænd nok blevet slæbt på tvangsauktion af nogle enkelte agressive uden forståelse for, at her drejede det sig ikke blot om betaling for nogle leverede varer eller tjenesteydelser, men om langt mere overordnede formål!

- Jensine kaldes i dag et øvelsesfartøj modsat mange »lejrskole-skibe« Det lyder så fornemt, men et øvelsesfartøj passer os godt. Øvelse i at sejle, øvelse i at tage hensyn til hinanden, arbejde og knokle, hvis man ønsker at komme af sted, øvelse i at være mange på kneben plads. Øvelse i livet.
- Der er allerede sejlet tusindvis af sømil. På ugetogter og i weekender har vi vist sejl og flaget til glæde for os selv og for andre.
- Der er fortsat stor interesse for at være med ombord, men der kræves også til stadighed mange hænder til de fortsatte vedligeholdelsesarbejder. Der er meget at passe på et gammel træskib, og der skal mange kræfter til, når de næsten 200 kvm sejl skal sættes, eller der skal holdes skurs ved rorpinden. Landets største og mest originale, som så meget andet ombord.
- Det er en god skole at være på et sejlskib. Her skal der være orden, for ellers fungerer skibet ikke. Der skal være enighed og samarbejde. Der skal også være fest og glæde ombord.
- Og skibet er også et bevis på, at ikke kun åndens arbejde skal fremhæves. Håndens arbejde er ikke at foragte.
- Vi har trods alt et godt, lille skib, og går det helt galt økonomisk, kan vi vel sælge det til udlandet!
- For der er sikkert ikke nogen, der tager sig af, om vi gør det. For når vi for ti år siden kunne starte arbejdet på det som ukyndige, uden at det blev påtalt, kan vi vel også i dag eksportere dette stykke Danmarks-historie. Fejlen er jo, at Jensine er et skib. Havde det været et slot eller blot et hus med nogle specielle krummelurer og sågar måske en original skorstenspibe, var det nok blevet hæget om og fredet.
- Men nu er det jo bare et skib. Vel, et skib, der er ældst her hjemme og måske derfor har de bedste forudsætninger for at vise, hvordan vore forfædre stred for føden og livet.
- Men det er også et sejlende museum (der ikke som så mange andre museer er tjenlig til at komme på museum), og derfor vil vi da gøre meget for at bevare det.
- Vil andre ikke hjælpe til, bliver det svært. Og så kan vi da altid kokettere med, at det kan sælges for gode D-mark eller dollars.
- Der er jo ikke tale om danefæ.
- Blot et sølle skrog.