|
De Sagsøgte paastaar sig frifundet idet de benægter, at der fra deres Side foreligger nogen Fejl eller Forsømmelse, og idet de derhos gør gældende at der ej heller i Sølovens §97, 2. Stk. eller iøvrigt er Grundlag for, at de kan ifalde Erstatningsansvar overfor Sagsøgeren.
Der har i Anledning af Branden været afholdt Søforhør her inden Retten den 8. August 1946, hvorunder Forklaring blev afgivet af Sagsøgeren og Skibets Jungmand.
Under Domsforhandlingen er Forklaring derhos afgivet af Sagsøgeren, af Direktør for det sagsøgte Selskab Edvard Smith samt af Kranfører
Erik Hänzer, som er ansat i Dansk Andels-Kulforretning, Sydhavnen, Aarhus, og som betjente Kranen ved Indladningen af den paagældende Last Brunkul.
Efter de saaledes afgivne Forklaringer og det iøvrigt oplyste er Sagens naermere Omstændigheder følgende:
M.s. "Jensine" er et Træskib med en Netto-Tonnage af 20,38 Register Tons.
Skibet indtog den 2. August 1946 fra Dansk Andels-Kulforretnings Lagerplads i Aarhus en Ladning Brunkul - Stokerkul - til København med de Sagsøgte som Afladere.
Indladningen, som varede ca. 3 Timer, og som maa antages at være sket fra en seperat Bunke, skete efter Sagsøgerens Forklaring fra Kl. 7-10, medens den ifølge den fra de Sagsøgtes Side givne Fremstilling - derunder Kranførerens Vidneforklaring - først foregik efter Middagstid, saaledes at den var færdig ca. Kl. 16. Der var da indladet 55 tons.
Forinden Indladningen blev paabegyndt, udtalte Sagsøgeren, som var bekendt med, at der Aftenen i Forvejen havde været Brand i et Parti Brunkul ved de Sagsøgtes Plads, under en Telefonsamtale med Direktør Smith, at han ikke ønskede varme Brunkul indladet, og fik hertil det Svar, at der netop et Par Dage forud var lastet et andet Skib med samme Sortering Brunkul fra det samme Parti, og da der ikke fra dette Skibs Fører var indvendt noget imod, at de indladede Brunkul var for varme, fandt de Sagsøgte ikke nogen Risiko ved ogsaa at laste "Jensine" af dette Parti.
Under indladningen røg det meget fra Kullene, og disse var meget varme. Sagsøgeren protesterede i den Anledning gentagne Gange overfor Kranføreren, der imidlertid som sin Formening udtalte, at der ikke var nogen Risiko forbundet med at fortsætte Indladningen, idet Kullene kun var som de af andre Skibe lastede.
Efter at Skibet var tillastet, udviklede Kullene megen Røg, saaledes at det efterhaanden blev besværligt at opholde sig i Skibets Motorrum. Da Røgen senere blev tæt, frygtede Sagsøgeren for, at der var Ild i Kullene, hvorfor han Kl. ca. 17 telefonerede til Direktør Smith og forlangte, at der blev losset op, hvilket Direktøren erklærede intet at have at erindre imod, saafremt det var nødvendigt.
Kl. 19-19,30 fik Direktør Smith paany Henvendelse fra Sagsøgeren og desuden fra Skibets Mægler om Oplosning af Brunkullene. Ved samme Tid satte desuden Havnepolitiet, til hvem Sagsøgeren havde gjort Anmeldelse, sig i Forbindelse med Direktør Smith. Denne lovede da Sagsøgeren, at de Sagsøgte straks skulde gaa i Gang med at skaffe en Kranfører ti1 at udføre Lossearbejdet, idet de dog maatte holde have været protesteret paa et langt tidligere Tidspunkt, altsaa forinden Skibet var tillastet.
Kl. ca. 21 lykkedes det at faa en Kranfører til at losse Skibet, og det konstateredes samtidig af Politiet, at det brændte ombord i Skibet, hvorefter Brandvæsenet kom tilstede og slukkede Ilden. Der var da brændt et større Hul i Garneringen i Skibets Styrbords Side og i Kimmingen omtrent ned midt for Lugen, ligesom en del Spanter var stærkt angrebet af Ilden.
Der var ialt udlosset 25-30 Tons. Naar Sagsøgeren ikke stoppede Indladningen, skyldtes det ifølge hans Forklaring, at han først efter at Skibet var tillastet, blev klar over, at der ikke kunde sejles med Kullene. Den tilbageværende Del af Ladningen var tildels varm, men Sagsøgeren mente ikke, at der var Risiko ved at sejle med den. Den følgende dag fik Skibet nye Kul i Stedet for den udlossede Del, og der var ikke noget i Vejen med disse Kul, der blev taget fra Banevogne.
Efter Tillastningen den 2. August 1946 udstedte Sagsøgeren Konnossenent for, at han "i god og forsvarlig Stand" havde modtaget 55.000 kg Stoker-Brunkul, og dette Konnossement forblev uændret gældende uanset Udlosningen og den senere Komplettering af Lasten.
Af Sagens Oplysninger fremgaar videre, at der, som allerede ovenfor omtalt, Aftenen i Forvejen havde været Brand i et Parti store Brunkul, som var placeret op imod Plankevaerket til de Sagsøgtes Plads, samt at Kranføreren tidligere gentagne Gange havde dyppet en Grabbe med store Brunkul, derimod ikke de her under Sagen omhandlede Stokerkul, i Havnen for at køle Kullene, og derefter placeret dem seperat igen paa Lageret.
Med Hensyn til Omfanget af den Skibet ved Branden tilføjede Skade har de Sagsøgte særlig gjort gældende, at Skibets Garnering var beklædt delvis med Sejldug og gamle Saekke, hvilket i høj Grad kan have bidraget til Udbredelse af Branden.
Heroverfor har Sagsøgeren forklaret, at det eneste, der i den Retning har været i Lasterummet, er et enkelt Stykke Sejldug paa ca. 1 Alens Længde, der under den foregaaende Rejse var blevet anbragt over en fugtig Plet paa Garneringen for at afværge, at en Ladning Cementsække skulde blive plettede.
Det er in confesso under Sagen, at den i Skibet opstaaede Brand hidrører fra den af de Sagsøgte indladede Ladning Brunkul, og Retten finder efter det foreliggende, at det maa tilregnes de Sagsøgte som en Fejl, at de lod de ommeldte Brunkul indlade i Skibet. Retten har herved særlig taget i Betragtning, at Brunkullene straks fra Begyndelsen af Indladningen var varme og gav Røg, at Sagsøgeren, som ogsaa af Sagsøgte erkendt, saavel før Indladningen som under denne gentagne Gange tilkendegav de Sagsøgte, at han ikke ønskede varme Brunkul, og at de Sagsøgte derfor, naar de desuagtet og uanset at de, bl. a. efter Branden Aftenen i Forvejen, maatte vaere klar over den med Brunkul forbundne Brandfare, fortsatte Indladningen af de rygende og varme Brunkul i Sagsøgerens Træskib, ogsaa bør bære Risikoen ved, at deres Skøn med Hensyn til Brunkullenes Tilstand viste sig at være urigtigt. Det bemærkes endelig efter den ved de Sagsøgtes Procedure givne Anledning, at den Kendskab til Kullenes Beskaffenhed, som Sagsøgeren kunde have, og den Omstændighed, at Sagsøgeren ikke ligefrem stoppede Indladningen, efter Rettens Mening ikke bør fritage de Sagsøgte for deres Ansvar, idet de Sagsøgte maa anses at være nærmest til at skønne over Forsvarligheden af Indladningen, og at ej heller Sagsøgerens Udstedelse af "rent" Konnossement bør udelukke ham fra at fremsætte det her under Sagen ommeldte Erstatningskrav, der er ganske uden Forbindelse med Retsforholdet ifølge Konnossementet.
Herefter maa de Sagsøgte, som af Sagsøgeren anført, i Medfør af Sølovens §97, 1. Stk., være ansvarlig for det Sagsøgeren ved Branden tilføjede Tab. Da der derhos ikke i det af de Sagsøgte med Hensyn til Skibets Garnering førte findes at være Grundlag for at nedsætte den af Sagsøgeran under Post 1 i Opgørelsen af hans Paastand krævede Erstatning for Rsparation af Skaderne paa Skibet, og da der ikke iøvrigt af de Sagsøgte er fremsat særskilt Indsigelse mod Opgørelsen af Sagsøgerens Paastand, vil denne være at tage til Følge.
Sagens Omkostninger findes de Sagsøgte derhos at burde betale Sagsøgeren med 250 Kr.
|
