Da Jacob Wilhelm var 13 år fik pastor Riis embedet som sognepræst til Oure og Vejstrup, to sogne beliggende ved landevejen mellem Nyborg og Svendborg. Det synes måske heller ikke så maritimt med en bopæl i en præstegård i Oure, hvorfra man ikke kan se vandet. Blot vil et kig på danmarkskortet afsløre, at sognet går helt ud til Langelandsbæltet og inkluderer et fiskerleje, som senere skulle blive landskendt af ganske uvedkommende grunde, nemlig Lundeborg. Man kan så gætte på, at præstens sønner hurtigt har påskønnet de muligheder, som frembød sig langs kysten i den østlige del af fars sogne.

Hvad der på et eller andet tidspunkt bevirkede, at Jacob Wilhelm kom i skibsbyggerlære, kan man naturligvis ikke nu afgøre med sikkerhed. Flere af hans brødre blev som så mange andre præstesønner sendt til studier i hovedstaden. Man kan gisne om, at det med bøgerne lå mindre godt for Jacob Wilhelm. Og man kan også pege på, at en børneflok bestående af en enkelt datter og ikke mindre end syv sønner nok kan have været remmelig bekostelig at få bragt i vej. I alt fald kom søn nummer fire, Jacob, antagelig kort efter ein konfirmation i 1837 i lære på Svendborgkanten.

Egentlig kunne en uddannelse som skibsbygger også erhverves i København, hvis man kom ind som privatist på Construktionskammeret, altså på Orlogsværftet og her tillige lærte det teoretiske, ikke mindst udfærdigelsen af de konstruktionstegninger, som netop i disse år var ved at blive almindelige også i civil skibsbygning. Construktionskammeret var faktisk en mulighed for netop en del embedsmandssønner. Et kig på elevlisterne viser, at mangen mere praktisk begavet ung mand af god familie ad denne vej kom ind i et erhverv, som i datiden var forlenet med en vis prestige. En skibsbygger agtedes efter alt at dømme væsentligt højere end den første, den bedste almindelige tømrer eller snedker.

Til gengæld var en anden gruppe ikke særlig godt repræsenteret på skolen i København. Der kom næsten ingen privatister fra Sydfyn! Skibsbyggerne i Svendborg, i Troense og på Thurø kunne selv. Generation afløste generation oplært i den lokale tradition. Og har man skullet lære nyt, er det nok først og fremmest foregået ved praktisk arbejde på værfter andetsteds, for unge fynske tømmermænd kunne komme vidt omkring.

Jacob Wilhelm Riis kan som skibsbygger med sikkerhed placeres som et ægte barn af den fynske tradition. Beviset finder man i folketællingen fra 1840, da han sammen med en kollega var indlogeret hos en gårdmand i Vindeby på Tåsinge. Erhvervsbetegnelsen for den 17-årige var da "skibstømmermand", så han har nok lige netop været udlært. Hvem han så havde lært hos, kan desværre ikke afgøres. Der er en del at vælge imellem fra denne tid på de kanter, og bopælen i Vindeby fortæller ikke i sig selv noget om lærestedet. Omkring 1840 var der tre medlemmer af slægten Møller i funktion i selve Svendborg. Lenz byggede ved Gl. Hestehauge, familien Caspersen fungerede på Thurø, mens hele syv skibsbygmestre var bosat i Troense på Tåsinge. Jagter, slupper, skonnerter og brigger løb i stort tal af stabelen i disse år, og også relativt nyudlærte kom tidligt til at fungere selvstændigt. Som 24-årig afleverede J.W.Riis jagten "Lykkens Håb" - Antagelig hans første nybygning - til ejeren P.Hansen af Troense og J.Mikkelsen i Vindeby.

I årene frem til og med 1848 kan skibsbygger Riis med sikkerhed forbindes med Svendborgområdet, hvorefter man så genfinder ham det følgende år, nyetableret i Aalborg, hvor han ved ankomsten meget rimeligt har forklaret at han kom fra Fyn. Jagten "De syv Sødskende" byggedes som bekendt heroppe i 1852 med et bilbrev dateret til 22/4 det følgende år. Navneformen med fra "tvende" helt op til "Elleve Sødskende" var meget populær i tiden. Afgørende i dette tilfælde kan blandt flere muligheder også være børnetallet netop i familien Riis. Jacob Wilhelm havde syv sødskende, eller rettere, på dette tidspunkt var der syv søskende tilbage, idet en af brødrene døde tidligt. Her altså endnu en mulig forklaring på Jensines oprindelige navn.

Det tredie og sidste fartøj kendt fra Riis's virksomhed kom til i 1853, skonnertbriggen "Magdalene Sophie", som også havde Aalborg som byggested. Men herefter er der ikke meget mere at fortælle om Jensines bygmester. Vanskeligheden ligger først og fremmest i, at Jacob Wilhelm Riis som så mange andre skibsbyggere øjensynligt tog arbejde rundt omkring og aldrig fik nogen rigtig fast bopæl, hvad der også hang sammen med, at han forblev ugift.

Hvorlænge Aalborgopholdet varede, kan man ikke se. Faktisk skal man helt frem til 1862, da han pludselig optræder ved Nymindegab. En bror var blevet præst i Henne og en anden landinspektør i Varde og det bevirkede for Jacob Wilhelm et tilhørsforhold til det vestjyske. En optræden som fadder for en nevø i Henne og en niece i Varde henholdsvis i 1862 og 1864 er de eneste livstegn for 1874, da W.Riis, som nu skrev sig som "skibsbygger" af "Hennegaard", deltog i et konsortium, der opkøbte vraget af skonnerten "Håbet" af Varde, som istandsattes og fem år senere afhændedes til Løgstør. Fartøjet blev mange år senere særdeles kendt som "Meretha" af Ribe og blev altså antagelig i sin tid repareret af Jensines bygmester.

Jacob Wilhelm Riis, der skrev sig af "Hennegaard", var nu ikke gårdejer og næppe særligt velhavende. Fra de følgende år vides intet, men tilhørsforholdet til Hennegaard fremgår godt nok af folketællingen fra 1880. Ved den lejlighed oplystes han at være logerende, ugift og midlertidigt fraværende. Han var i Hamborg.

Med denne lille oplysning om en 57-årig skibsbygger, som måtte tage midlertidigt arbejde i Tyskland, slutter beretningen om ophavsmanden til Jensine ex De syv Sødskende. Hvor Jacob Wilhelm Riis endte sine dage, vides ikke. Og om han i sine mange virkeår fik bygget ret meget mere end de her nævnte skibe fremgår ejheller. En art berømmelse er i alt fald først blevet denne skibsbygger til del i allernyeste tid i kraft af den endnu sejlende Jensine, som altid takket være bygmesterens læretid i Svendborgområdet kan siges at være en ægte repræsentant for den berømmelige sydfynske skibsbygningstradition - godt nok fynsk, selvom byggestedet var Aalborg!